| Flere

Populær tennisskole i Risskov

Høj solskin og masser af tennisglade børn, der virkelig hyggede sig med både tennis og hinanden. Sådan kan man kort beskrive Risskov Tennis Klubs tennisskole, der var arrangeret i samarbejde med DGI Østjylland. 56 børn fra 6-11 år deltog. Heraf var de 36 piger.

Foto: Karsten Pedersen
I alt 56 børn og 7 trænere deltog i den populære tennisskole i Risskov Tennis Klub.

Foto: Karsten Pedersen
Jonas Østergaard Espersen sprøjter med dejligt koldt vand.

Risskov Tennis Klub har tradition for at afholde tennisskole. Klubben har igennem de sidste 3 år holdt skolen sammen med DGI Østjylland. Til årets tennisskole i uge 26 i Risskov Tennis Klub var der afsat 32 pladser. Men allerede inden sæsonen rigtig var startet var der de første 20 tilmeldte.

Lige før skolen gik i gang var der tilmeldt 52. Og endnu fire kom til, da tennisskolen for alvor gik i gang onsdag den 30. juni kl. ni. 56 mødte altså op, hvoraf de 36 er piger. De er fra 6-11 år, og 7 kompetente trænere tog sig af deltagerne. Derudover var der to forældre med som køkkenhjælpere til at sørge for frugt og mad, og eventuelt ”puste” på småskrammer.

”Der har aldrig været mere end godt 20 deltagere – indtil sidste år, hvor der var 32. I år har der været så stor rift om pladserne, at vi som trænere måtte planlægge et nyt forløb for at få plads til alle,” fortæller Mik Hulgaard, der er cheftræner på tennisskolen.

Men hvorfor nu den store søgning til skolen netop i år?

”Der er flere grunde til den store interesse. En blanding af en i forvejen god ungdomsafdeling, lancering af skolen på klubbens hjemmeside og Wozniackieffekten generelt,” forklarer Mik Hulgaard.

At have med så mange børn at gøre er selvfølgelig en udfordring, men Mik synes ikke det har været svært. ”Det er gået godt, også fordi der har været mange ”hænder” til at hjælpe”.
Foto: Karsten Pedersen
Luna Elkjær Hansen (tv) og Anna Ulrikke Vinter (th).

Både hygge og tennis

Børnene er fra 6 til 11 år, så der er selvfølgelig forskel på hvad de kan. ”Udfordringen for os trænere er at få lavet en god balance mellem leg og tennis, så der er noget for alle, fortæller Mik Hulgaard, der til daglig er idrætskoordinator indenfor tennis ved DGI Østjylland”.

Sjovt at være med

Mads Thyssen Christoffersen på 8 år er med for andet år:

”Jeg synes, det er sjovt med skudøvelser i dag. Den første dag havde vi mest legeøvelser, og det er ikke så sjovt, når man godt kan noget”.

Anna Ulrikke Vinter på 7 år er med for første gang. Anna fortæller, at hun lige har fået en ny ven, nemlig Luna på 8 år, der går på Strandskolen. Anna går selv på Risskov Skole, så de kendte ikke hinanden i forvejen.

”Det er sjovt at være med, og så har jeg fået en ny ven,” siger Anna med et stort smil.

Jonas Østergaard Espersen på 10 år, der til daglig går på Strandskolen er med for anden gang på tennisskolen. Han spiller nogle gange med sin mor og far i Risskov Tennis Klub.

”Det har været sjovt. Og skudøvelserne har været fedt,” er Jonas’ umiddelbare kommentar.
Foto: Karsten Pedersen
Mads Thyssen Christoffersen.


Opdateret 6. juli 2010 Af Karsten Pedersen

Ejer: DGI Østjylland Tennis